Bliv ikke overmodig! Det er slet ikke særlig sikkert, at din (ikke helt faktatjekkede) historie om, at ”Åh ja, på mormors tid var der sandelig ingen fornuftige alternativer til menstruationsbeskyttelse! Da måtte man snitte sig en lille barkbåd og fylde den med gamle klude og sætte den mod fitten for at hindre folk i at tro, at man opfører det stockholmske blodbad live”, kommer til at lette stemningen i rummet - selv om det naturligvis ER fantastisk, at der findes valgmuligheder i dag!
Her gælder det om, at du fornemmer stemningen og finder den rigtige approach. Hvilken beskyttelse, man trives bedst med, er naturligvis meget individuelt. Nogle kan bedst lide klassiske bind og tamponer, mens andre foretrækker menstruationskop eller menstruationstrusser. Der er absolut ingen, der sætter pris på barkbåde. Som nybegynder med menstruation kan det være skønt at prøve sig frem og måske begynde med bind eller menstruationstrusser, da det indebærer mindre pilleri og jongleren, før det er lykkedes en at blive ven med både sin krop og sin menstruation. Måske er det her, du som forælder kan udføre en heltedåd? Disk op med en buffet af menstruationsbeskyttelse og afdramatiser det hele.
Og med ”afdramatisere” mener vi naturligvis ikke, at du skal putte tamponer i næsen for at lade som om, du er en mammut (så kommer skammepuden med garanti frem hurtigere, end du kan nå at hviske ”har du set en papput?” Men vis, at du er der, du har styr på situationen, og du synes ikke, at dette her er mærkeligt. At du køber beskyttelsen med hjem fjerner også det lidt skræmmende og sygt pinlige øjeblik, når man som ung skal købe sin første menstruationsbeskyttelse, og den eneste kasse i butikken naturligvis er bemandet af den ekstremt flotte fyr, der har været ens crush de sidste seks måneder. Herregud, kinderne bliver blodrøde, og man ønsker bare at synke i jorden. Nej, så er det bedre, at du køber ind!