Runde 1:
Læg alle gaver i en stor dejlig julegavebunke midt på bordet. Nu finder I en terning frem, som alle skal slå i tur. Den yngste begynder. Slår man 1 eller 6, får man tage en valgfri gave fra bunken. Fortsæt, indtil alle gaver er uddelt.
Runde 2:
Nu skal I finde et stopur frem. Passende tid kan være 10 minutter for cirka 10 deltagere. Det vigtigste her er, at tiden ikke er synligt for deltagerne. Slå terningen igen i tur. Denne gang begynder den ældste. Hvis man slår en 1 eller 6, kan man tage en gave fra en valgfri deltager. Nu ringer uret, og så kan alle åbne deres gaver!
Runde 3 - den ekstra:
Indstil uret til 5 minutter. Endnu en gang skal terningen slås i tur. Den med færrest antal gaver begynder. Hvis man slår en 1 eller 6, kan man tage en åbnet gave fra en valgfri deltager. Når uret ringer efter fem minutter, er spillet slut. Den med flest gaver har vundet både æren i julegavespillet og flest gaver.